Landsbydyrlægens Apotek
Landsbydyrlægens apotek var oprindeligt ejet af Povl Gregers Forbæck-Jacobsen, som praktiserede i Ørbæk på Fyn fra 1876 og indtil hans død i 1929. Hans efterfølger, Frederik Rasch-Nielsen fortsatte med at drive apoteket. Hans enke, Kirstine Rasch-Nielsen, donerede senere apoteket til Veterinærhistorisk Museum i 1973. Apoteket blev simpelthen flyttet i sin helhed fra Ørbæk til museet på Frederiksberg.
Det er svært at sige præcis, hvor mange af de udstillede genstande, der hører til netop det her apotek, og hvor meget, der er blevet sat ind i samlingen løbende. I alt i apoteket er der sandsynligvis tale om cirka 20 tomme apotekerflasker med håndskrevne labels og 100 glas med medikamenter. Der findes også enkelte genstande som en vægt, skåle og en morter.
Man kan også finde et giftskab og et pillebræt, som har været brugt til at trille piller. Ved indgangen til apoteket kan man se fotografier af hr. og fru Forbæck-Jacobsen.
Apoteket bruges ikke mere og er ikke åbent for offentligheden, men er stadig udstillet på Veterinærhistorisk Museum.
Samlingen giver et indblik i en tid, hvor dyrlægerne selv stod for fremstilling af blandt andet piller, pulvere og smørelse, som dyreejerne hentede hjemme hos dyrlægen.
40 aar som dyrlægekone på landet, 1954
”Dyrlægens kone måtte også være apoteker, nu er det så mange år siden, så det gør vist ikke noget at røbe det.
Vi havde et utal af pulvere, salver og medikamenter, som vi alle selv lavede. Vi havde 3 slags forstoppelsespulvere mærket nr. 1-2-3. Nr.3 måtte vi altid udlevere, nr.2, hvis de kom igen, inden dyrlægen kom hjem, aldrig nr.1. Vi lavede gerne 50 ad gangen af hver slags.
Så var der feberpulvere, benævnt A. C. og A. S. Efterbyrdspulvere, - dem kunne jeg ikke lide at lave, de var så bitre, så det rev ned i halsen, der var Ramuli sabinae i. Et kaldes Rg., deri var Gentian, Calmus og Glaubersalt. Ormepulver, det var også bittert, et mod overfyldning af vommen, det lugtede godt, der var nemlig Pebermynte, Angelica, Glaubersalt og Kamilleblomster i.
Salver lavede vi også selv. De almindelige, bl.a. rød Camphersalve, lavede vi gerne af 10 pund fedt ad gangen og fyldte salven i spånæsker. Jeg kunne ikke fordrage at lave salver, hvor jeg først skulle udrive joden, det rev slemt i næsen. Ofte kom folk med recepter, som dyrlægerne havde sendt dem hjem med, når de manglede netop den medicin i deres beholdninger. Vi lavede også noget såkaldt ”blandet spiritus”, det blev brugt meget, vistnok også tit, når bedstemor eller bedstefar havde gigt. Det bestod af Terpentin, Salmiak, Lysol, Campher, Brændevin, Chloroform og muligvis mere.
Der blev brugt megen medicin dengang, om alle gjorde det, ved jeg ikke, men ”syrlige” kolleger sagde, at klienterne i Ørbæk praksisområde måtte bygge til deres gårde, for at kunne huse al den medicin, som blev udleveret.”